Fremtidens fly giver plads i vingen

07 juni 2019 Søren Black
Fremtidens fly giver plads i vingen

Flybranchen er i disse år under pres for at kunne flyve mere bæredygtigt. Det har sat gang i udviklingen af nye flytyper, hvor pladserne ikke er, hvor de plejer.

Når du i fremtiden stiger ombord på et fly for at rejse ud i verden, skal du måske være forberedt på at skulle kigge lidt længere efter din nummererede plads. Flyselskabet KLM har nemlig for nylig indledt et tæt samarbejde med det hollandske universitet Delft. Målet er at udvikle et fly, hvor brændstofstankene, lastrummet og ikke mindst flyets sæder er integreret i vingerne på flyet. Konceptet kaldes Flying-V, da de nævnte ting bliver placeret i form som et v, fremfor som det er i dag, hvor det meste er placeret på hver side af et flykrog. Hele ideen med den nye flytype er, ifølge KLM, at man fremover vil kunne spare op til 20 procent brændstof i forhold til Airbus 350, som i dag er udviklet til at være blandt de mest brændstofbesparende fly på markedet. Det varer dog stadig en rum tid, før du kan sætte dig til rette i flyets vinge. Ifølge planen er Flying-V først færdigudviklet mellem år 2040 og 2050.

Dropper de toldfrie varer

Selvom den nye flytype ikke går i luften de første par år, så vidner samarbejdet mellem KLM og Delft, om det fokus, der er i flybranchen for at kunne fragte passagerer rundt i verden på en mere grøn og bæredygtig måde. Hos det nordiske luftfartsselskab SAS betyder ønsket om brændstofbesparelse, at det nu er slut med at handle toldfrie varer ombord på selskabets fly.  Ved at fjerne de toldfrie varer fra luftfarten mener SAS, at de på denne måde kan spare vægt ombord, og dermed gøre deres flyvninger mere effektive, samtidig med at de skader klimaet mindre. Om SAS en dag vil lade deres passagerer tage plads ude i vingen, det vil kun tiden vise.

Flere Nyheder