Gå i de gamle kunstneres fodspor

27 juli 2019 Søren Black
Gå i de gamle kunstneres fodspor

Et besøg i den franske hovedstad er meget mere end en tur op i Eiffeltårnet. I det gamle kunstnerkvarter Montparnasse kan du gå i fodsporene af Picasso, Sartre og Hemingway. Men du kan også gå på lækre cafeer, besøge spændende loppemarkeder eller bevæge dig ned i undergrunden, hvor de døde venter.

Har du som de fleste danskere tilbragt et par feriedage i Paris, så har du sikkert også allerede været forbi både Eiffeltårnet, Triumfbuen og Mona Lisa, der hænger på Louvre. Så næste gang du lander i Frankrigs hovedstad kan du med fordel gå på opdagelse i byens gamle kunstnerkvarter Montparnasse. Området blev for alvor kendt i 1920’erne, da kunstnere som Pablo Picasso, Max Ernst og Albert Giacometti hang ud her på bydelens restauranter og caféer. Bevæger du dig ned ad Boulevard du Montparnasse, møder du et byens brasserier, der helt sikkert er et stop værd. På LaCoupole kan du nemlig sende en venlig tanke til skuespilleren Josephine Baker, der indtog sine røde bøffer her tilbage i de glade 1920’ere.

Byens bedste loppemarked

Hører du til dem, der elsker at gøre et kup, så byder dette kvarter også på et rigtigt fint loppemarked, hvor de gamle sager bare ligger og venter på at komme ned i din taske. Loppemarkedet ligger i bunden af det 14. arrondissement ved Porte de Vanves, og bliver af betragtet som det bedste i byen. Her ender mange gode sager fra byens dødsboer, og der er derfor kamp om at sikre sig det, der er mest værd.

Kom tæt på døden

Har du gode nerver kan du også i bydelen Montparnasse komme en tur ned i dødens rige. I byens katakomber 20 meter under jorden, er det eneste du kan høre de piblende vanddråber, der kommer ud igennem det lave stenloft. De underjordiske gange og rum var oprindeligt et kalkstensbrud fra den romerske periode, men blev i 1700-tallet taget i brug som begravelsesplads. De betyder med andre ord, at du ikke bare får en tur igennem et par mørke gange, du kommer også til at møde en masse knogler og kranier undervejs. Indgangen til katakomberne ligger ved Montparnasses sydlige grænse på Place Denfert-Rochereau.

Flere Nyheder